e-mail sendt til en kreds af byplanlæggere 24. juni 2005:

Lokalplan 93 og forslag findes her

 

 

Kære byplanlæggere,

Den 27. april 2004 rundsendte Horsens kommune et dokument med titlen "Hvad handler BILKA-sagen egentlig om?".

Desværre er det rundsendte dokument netop IKKE dokumentation for, hvad BILKA-sagen egentlig handler om, selvom emnet berøres kort i sætningen:
"Forud for Højesterets behandling frafaldt Vejle Amts Købmandsforening anbringendet om, at lokalplan 93 var ugyldig."
Ganske vist frafaldt købmandsforeningen anbringendet, men det er jo ikke ensbetydende med, at lokalplan 93 ikke er ugyldig.
Det er den nemlig, og at dette spørgsmål aldrig blev endeligt prøvet skyldes udelukkende, at Folketingets Ombudsmand fandt ud af, at købmandsforeningen havde indbragt spørgsmålet for Landsretten, og følgelig standsede den påbegyndte undersøgelse af spørgsmålet.

Men lokalplan 93 er ikke desto mindre ugyldig af 2 meget væsentlige årsager. For det første undlod Horsens kommune at offentliggøre lokalplanens endelig vedtagelse i tide. Efter den dagældende Kommuneplanlovs bestemmelser skulle det ske umiddelbart efter kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af planen, hvilket Planstyrelsen i en skrivelse fra 16.12.1977 udlagde på den måde, at der ikke burde gå mere end nogle få dage inden den offentlige bekendtgørelse af lokalplanen, for at kravet om "umiddelbar" bekendtgørelse er opfyldt.

Horsens kommune lod gå ikke mindre end
11 uger inden den endelige vedtagelse af lokalplan 93 blev offentlig bekendtgjort i en annonce i Horsens Folkeblad.
Efter de nugældende regler i Planloven bortfalder en lokalplan som bekendt, hvis ikke dens endelige vedtagelse er offentlig bekendtgjort inden, der er gået
8 uger!


Ikke nok med det, lokalplan 93 undergik også så store ændringer ved den endelige vedtagelse, at der reelt var tale om et nyt forslag til lokalplan, som derfor burde have været underkastet fornyet offentlig høring. Det kan enhver forvisse sig om ved at rekvirere forslag til lokalplan 93 og den endeligt vedtagne lokalplan 93. Planerne kan også hentes her.

Som man kan se ville hele balladen om BILKA i Horsens kunne være undgået, såfremt Horsens kommune havde udvist rettidig omhu og i tide erkendt egne fejl.

Med venlig hilsen

John Damm Sørensen